Guide til sundhed

Lær at tackle din angst

Publiceret 05-11-2024

Angst er sammen med depression den mest udbredte psykiske sygdom i Danmark. Med et sundhedstilbud kan du få redskaber til at håndtere de udfordringer, du oplever.

Angst er som udgangspunkt en normal følelse og hjernens måde at reagere på, når der er fare på færde, og du skal flygte og komme i sikkerhed. Men angsten kan blive så overdreven, at du har svært ved at leve dit liv, som du gerne vil. Fx passe en uddannelse, købe ind eller tage toget for at se dine venner eller familie. Så bliver det til en lidelse, du skal søge hjælp for.

Mange oplever symptomer på angst, men har ikke behov for behandling.

Ifølge Psykiatrifonden vil ca. 12% af befolkningen opleve en angsttilstand i løbet af et år, og vurderingen er, at 2-5% af den voksne befolkning herhjemme har en behandlingskrævende angstlidelse.

Angst kan både være en lidelse i sig selv – fx panikangst – eller et symptom, som optræder ved en lang række psykiske sygdomme. Der er også mange, der har flere former for angst, eller angst og depression samtidig. Symptomer på angst kan blandt andet være hjertebanken, øget svedtendens, åndenød og trykken for brystet.

Du kan hjælpe dig selv

I langt de fleste tilfælde er det muligt at dæmpe symptomerne betydeligt eller få dem til at forsvinde helt.

I Thisted Kommune tilbyder vi forløbet Lær at tackle angst og depression til dig, som synes, du har svært ved at få dagen til at hænge sammen pga. dine symptomer. Formålet med forløbet er at give dig inspiration til, hvordan du kan leve et godt liv, selvom du har symptomer på angst eller depression.

På kurset er der fokus på at tackle de problemer og udfordringer, der følges af symptomerne – så det ikke er dem – men dig der styrer dit liv! Det er et mestringskursus, hvor du får redskaber til at håndtere de udfordringer du har, så du kan få en bedre hverdag gennem hjælp til selvhjælp. Underviserne er frivillige uddannede instruktører, der selv har kendskab til det at leve med angst eller depression.

Vidste du at….

  • Langt flere kvinder end mænd bliver ramt af angst.
  • Halvdelen af de mennesker, som i løbet af livet får kontakt med psykiatrien, har den første kontakt, inden de fylder 18 år.
  • Panikangst oftest opstår i 20-30-års alderen. 

 

Forebyggende sundhedstilbud

Læs mere om de tilbud, vi har til dig, via linket her:

Link til info